Udlejning af fotoudstyr

Overvejer du at købe en af de store, og mega-dyre, Canon “big whites”? Eller skal du på fugle- eller fototur, og mangler du lige det helt rigtige (tele)objektiv til at få drømmebillederne med hjem? Så er der hjælp at hente her – hos mig kan du leje “alt” hvad du endnu ikke har kunnet tage dig sammen til at købe selv, enten fordi du kommer for sjældent afsted eller fordi du aldrig har prøvet det helt specialiserede grej, og derfor ikke ved hvad du går glip af!

Jeg har i øjeblikket følgende udstyr til udlejning – klik på de enkelte emner for at læse mere:

Canon EF 500mm L f4 IS USM

Canon EF 100-400mm f4,5-5,6 L IS USM II 

Canon TC 1.4 mkII – teleconverter

Canon EF 100mm f2,8 L IS USM Macro

Canon EF 17-40mm f4 L USM

Tilbehør:

Sirui carbon stativ model R4203 med LensMaster gimbal hoved

Bean bag til brug i bilen

Ground pod med bean bag

KATA large lens carrier

Mellemringe

Rabat på længere leje

For alle udlejningsgenstande gælder, at du får hver 3. dag til halv pris – lejer du således den store 500mm i tre dage, koster det kun 1250dkk. Skal du bruge tingene i længere tid, finder vi en pris som alle kan være tilfredse med!

Det med småt:

Følgende betingelser gælder for leje af kameraudstyr:

  • Du skal passe godt på det hele! Mindst lige så godt som hvis det havde været dit eget, og helst endnu bedre!
  • Du skal være fyldt 18 år på lejetidspunktet, og have folkeregisteradresse i Danmark
  • Du hæfter for skader og bortkomne effekter. Hvis du afhenter udstyret hos mig, gennemgår vi sammen kassens indhold inden du går ud af døren. Hvis du modtager udstyret med pakkepost, skal du gennemgå listen over kassens indhold, og tjekke at alt virker, så snart du åbner pakken, og give mig besked hvis der er noget galt eller noget mangler – ellers må jeg antage at det er dig der er skadernes ophavsmand, eller har smidt stumperne væk, og du vil blive faktureret for reparationen eller det der mangler.
  • Det er som udgangspunkt din egen indboforsikring der dækker udstyret hvis større skader opstår. Derfor skal jeg se en gyldig indboforsikringspolice inden du kan leje udstyr. Hvis din forsikring af den ene eller den anden grund ikke vil dække en skade som du har forårsaget, eller et tyveri medens udstyret har været i din varetægt, så forpligter du dig, med din underskrift på lejekontrakten, til at erstatte udstyret selv. I tabellen nedenfor kan du se de (meget rimelige) genanskaffelsespriser som jeg har fundet frem til.
  • Førstegangslejere bør afhente udstyret her hos mig. Kender jeg dig derimod i forvejen, kan udstyret sendes med pakkepost, på din regning. Det skal selvfølgelig også sendes retur med registreret pakkepost – ikke “som brev”. Sørg for at pakke alt meget grundigt ind – mindst lige så godt som når du modtager det fra mig!
  • Tilbehør kan kun lejes sammen med større effekter.
  • Husk på at forsikringen kun dækker tyveri fra f.eks. bil hvis denne er aflåst, og tyven ikke udefra kan se at der er værdier i bilen. Derfor er tyveri fra stationcars som udgangspunkt ikke dækket, med mindre der er monteret et fast dækken over bagagerummet – tjek med dit forsikringsselskab! Det er også værd at tjekke at din forsikring faktisk dækker effekter med så relativt høj individuel værdi.
  • Udlejningen er i udgangspunktet kun for amatører – professionelle kan tænkes at være for hårde ved sagerne

Genanskaffelsespriser ved bortkommet/stjålet udstyr, eller udstyr der er skadet så meget at det ikke kan repareres

Følgende priser er sat på baggrund af min viden om realistiske brugtpriser på sammenligneligt udstyr i Danmark ult. august 2016. Bemærk at det normalt er dit forsikringsselskab der erstatter udstyret i tilfælde af tyveri eller skade – denne tabel træder kun i kraft i tilfælde af at det mod bedre vidende viser sig at du ikke var tilstrækkeligt forsikret alligevel. Det er også værd at bemærke at det heldigvis er MEGET sjældent at vi beskadiger udstyret så voldsomt, for så vidt som de fleste af os passer ret godt på når vi har “kronjuveler” som disse i vores varetægt.

Emne Omtrentlig nypris i dkk Genanskaffelsespris i dkk
Canon 500mm IS USM mk1 70000 40000
Canon 100-400mm IS USM mk2 16000 16000*
Canon 100mm L IS USM Makro 7500 4000
Canon 17-40mm L USM 6200 3500
Sirui stativ med LensMaster Gimbal 5000 5000**

*) Dette objektiv er så nyt at der kun sjældent er nogen til salg på brugtmarkedet.

**) Dette stativ er også en sjældenhed, og kan derfor ikke forventes genanskaffet brugt.